1. januar 2007 indførte Odsherred Kommune en tømningsordning for alle ejendomme, der ikke er tilsluttet kloaknettet. Alle ejendomme i sommerhusområder og i det åbne land med bundfældningstanke (hustank/septiktank/trixtank) og samletanke er omfattet af ordningen.
Formålet er at forbedre vandmiljøet i Odsherred Kommune (rent drikkevand, flere fisk i vandløbene, rene søer og rent badevand).
Regelmæssig tømning af hustanke er nødvendigt for at sikre, at tankene fungerer optimalt og virker efter hensigten, så slam ikke fortsætter ud i dræn og vandløb.
Slammet fra tankene behandles og renses i Forsyningens renseanlæg på miljømæssig forsvarlig måde. Septiktanke tømmes systematisk, mens samletanke tømmes efter bestilling. Slammet transporteres til renseanlæg til videre behandling.