Ingen driftsinfo beskeder i øjeblikket.

Udbud gav god pris på rådgivning – Tengslemark renseanlæg

Bygherrerådgivningen i forbindelse med opførelsen af Tengslemark renseanlæg, og tilhørende 30 km transportledninger, har nu været i EU-udbud. Vinderne blev de erfarne ingeniørvirksomheder, Krüger og Grontmij. 

Pris og løsning er helt rigtig mener forsyningens direktør.

“Vi får nogle meget kvalificerede samarbejdspartnere i det videre forløb – og til rigtig gode priser,” udtaler direktør Erik Christensen fra Odsherred Forsyning. Forsyningen har kørt to separate EU-udbud. Ét på rådgivning til selve renseanlægget og ét på transportledningerne.

Leder af forsyningens Plan & Projekt afdeling, Sascha Boserup, havde forventet at de to opgaver ville have en samlet pris på ca. 10 mio. kr. “Men takket være vores to EU-udbud, skriver vi nu kontrakter på bygherrerådgivning på under 8 mio. kr.” oplyser hun.

Virksomheden Krüger har vundet bygherrerådgivningen på det nye renseanlæg. Krüger leverede både det bedste og det billigste tilbud, med særligt gode timepriser.

På projektet med de 30 km transportledninger, gav firmaet Grontmij det bedste tilbud samlet set. Prismæssigt var Grontmij det næstbilligste tilbud.

Opgaverne er udbudt efter princippet “økonomisk mest fordelagtige” – hvor både kvalitet og pris vurderes. Forsyningen har modtaget fem meget forskellige tilbud på hver opgave. Kvaliteten har generelt været høj, hvorimod tilbudspriserne har varieret overraskende meget. “På begge opgaver var det dyreste tilbud dobbelt så højt som det billigste” oplyser forsyningsdirektøren.

“Vi er meget tilfredse med hele processen omkring udbuddene,” forsætter direktør Erik Christensen. “Vi kan se at flere af virksomhederne har spidset blyanten, uden at gå på kompromis med kvaliteten. Det er en milepæl for forsyningen at have kontrakterne på plads for disse projekter, som er en vigtig brik i kommunens spildevandsplan.”



 Forsyningens direktør Erik Christensen gennemgår rådgiverkontrakterne på Tengslemark renseanlæg, sammen med leder af Plan & Projekt Sascha Boserup.


Scroll to Top
Cookie-samtykke med Real Cookie Banner