Ingen driftsinfo beskeder i øjeblikket.

Nu falder varmeprisen i Grevinge

Omlægningen af Grevinge varmeværk fra naturgas til flis giver pote nu.

Septembers bestyrelsesmøde i Odsherred Forsyning stod særligt i fjernvarmens tegn. Bestyrelsen vedtog en ny takststruktur på fjernvarmeområdet, der træder i kraft allerede fra 1. januar 2020, samt et ændret betalingsmønster, så kunderne fremover betaler 12 aconto rater pr. år, fremfor de nuværende 10 rater.
For varmeåret 2020 bliver 1. aconto rate opkrævet med betaling 1. januar.
Årsafregningen udsendes medio februar til betaling 1. marts 2020. Sidst men ikke mindst, vil fjernvarmekunderne i Grevinge-Herrestrup opleve et prisfald på gennemsnitligt 12 procent.

Særskilt for kunder i Grevinge – Herrestrup

Kunder tilknyttet Grevinge- Herrestrup Varmeværk vil ikke blive opkrævet aconto rate for perioden december måned 2019. I stedet bliver forbruget opkrævet i årsafregningen 2019, som udsendes medio februar til betaling 1. marts 2020.

– Omlægningen af Grevinge varmeværk fra naturgas til flis tilbage i 2016 giver pote nu, og værket kører faktisk rigtig godt, fortæller direktør i Odsherred Forsyning A/S, Fanny Villadsen.

– I dag er det sådan, at kunderne i Grevinge-Herrestrup betaler mere for fjernvarmen end vores kunder i Højby og Vig, men det kan vi lave om på nu, så priserne fra 2020 bliver de samme for alle Forsyningens tre varmeværker, siger hun. 
Generel takstændring
Der bliver tale om en helt generel ændring af takststrukturen for alle Forsyningens 1.200 fjernvarmekunder. Det betyder bl.a. at fjernvarmen bliver mere attraktiv for mindre huse, at erhvervslivet tilgodeses med en konkurrencedygtig varmepris, og at folk med energirigtige boliger også får en besparelse.
– Til gengæld vil større villaer med dårlig isolering kunne opleve en mindre prisstigning. Det samme gælder for et par institutioner og boligselskaber, som i dag betaler en lav pris i forhold til deres træk på fjernvarmenettet, oplyser Fanny Villadsen.
I slutningen af september modtager alle kunder et brev, hvor den nye takststruktur er nærmere beskrevet.
Lune fremtidsudsigter
I forbindelse med takstændringen i 2020, vil langt størstedelen af fjernvarmekunderne få en lavere regning. Men der er også håb forude for de få, der får en lille stigning. Hvis alt går vel med driften af flisværket i Grevinge, samt ombygningen af værkerne i Højby og Vig, forventer bestyrelsen nemlig at kunne nedsætte prisen pr. MWh yderligere fra 1. januar 2021.- Og det vil betyde at alle kunder, uden undtagelse, får en billigere varmeregning i 2021, end de har haft her i 2019, sigerFanny Villadsen.

Scroll to Top
Cookie-samtykke med Real Cookie Banner