Ingen driftsinfo beskeder i øjeblikket.

Havnebyen får nyt renseanlæg

- Vi kan ikke være den nuværende renseløsning bekendt, så kontant er udmeldingen fra direktør i Odsherred Forsyning, Fanny Villadsen, når talen falder på den sorte container, der i dag står nede på havnen, og gør det ud for byens renseanlæg. 

Odsherred Kommune har i deres spildevandsplanen fastsat, at der skal bygges et nyt renseanlæg i Havnebyen i år 2020, da det nuværende anlæg er både utidssvarende og utilstrækkeligt. Og det er den helt rigtige beslutning, ifølge Fanny Villadsen.

– I Forsyningen er vi ikke særligt stolte af rensekvaliteten i Havnebyen i dag. Anlægget består i bund og grund af et par gamle forvoksede septiktanke. De ligger helt ud til kysten, nede på selve havnen, og i 2015 byggede man en mikro-si på, i en sort container, som en midlertidig løsning for at forbedre rensningen en smule, indtil man kunne få opført et nyt renseanlæg, fortæller hun. 

Og nu er tiden altså endelig kommet, til at Havnebyen skal have deres nye renseanlæg. Forsyningens bestyrelse har øremærket penge til projektet i årets investeringsplan, og ingeniørerne er i fuld gang med at undersøge hvilken moderne renseteknologi, der passer bedst i pris og kvalitet for en by af Havnebyens størrelse. 

Ny placering

Der er ikke plads til at bygge på kysten, hvor det gamle anlæg ligger, og Forsyningen forventer derfor, at det nye anlæg skal placeres i industriområdet, ved siden af genbrugspladsen. Det medfører, at noget af byens spildevand, f.eks. fra havneområdet, fremover skal pumpes for at komme til rensning. 

– Så snart vi hos Forsyningen kan sige lidt mere om de tekniske løsninger, og corona tillader os at samles, så holder vi et borgermøde i Havnebyen, hvor folk kan stille spørgsmål eller komme med ideer og forslag, lover Fanny Villadsen. Det her bliver ikke noget kæmpestort anlæg, for byen er ikke kæmpestor, og vi er naturligvis stærkt opmærksomme på, at det nye renseanlæg ikke må skæmme sine omgivelser, hverken æstetisk eller lugtmæssigt, slutter hun. 

 

Scroll to Top
Cookie-samtykke med Real Cookie Banner