Ingen driftsinfo beskeder i øjeblikket.

Overløbsbassiner kan hindre ulemperne ved ekstremt vejr

Det Ny Odsherred bringer den 25. marts 2013 - på side 34 -  omtale af overløbsbassiner til at klare ekstreme regnmængder.

Download en PDF fil (åbnes i et nyt vindue)   Omtale fra Det Ny Odsherred 25. marts 2013

 

I Odsherred Forsynings investeringsplan indgår overløbsbassiner som en af løsningerne på udfordringen med overløb af urenset spildevand i havet. Bestyrelsesformand Peter Kvarts udsender pressemeddelelse.

Regnvands- eller overløbsbassiner, som det også hedder, er et af svarene på udfordringen med ekstremregn, som ikke kan indeholdes i de eksisterende kloakafledninger og renseanlæg uden risiko for udledning af uhumskheder til de omgivende vande.

Hvis man helt vil undgå risikoen for, at spildevand fra kloakken ryger urenset ud i havet i tilfælde med ekstremt vejrlig, så kræver det en investering på flere hundrede millioner kroner for at få separeret regnvand fra spildevand gennem to parallelle afledningssystemer, således at regnvandet kan ledes direkte ud i havet, mens spildevandet altid sendes til rensning, siger Peter Kvarts bestyrelsesformand for Odsherred Forsyning A/S.

 

Dyr løsning
Og den løsning er der endnu ikke nogen forsyninger, som har budgetteret med, fordi det både økonomisk og politisk er uspiseligt med en udgift på i nærheden af 100.000 kroner pr. ejendom, som forsyningen og dens kunder skal dække.

I alle nyere byområder bliver regnvandet dog separeret, også i Odsherred Kommune, hvor det senest er sket efter renovering af Nyvej og Højby Hovedgade i Højby og senere vil ske i Nr. Asmindrup samt i den vestlige ende af Havnebyen på Sjællands Odde. Men det vil vare mange år, før også de gamle spildevandsledninger i bykernen eksempelvis i Nykøbing vil være separeret i to afledningssystemer.

 

Fokus på kystnære byer og vådområder
Vi har særligt fokus på vore mange kystnære byer som Nykøbing, Rørvig, Lumsås og Havnebyen, hvor der kan være risiko for overløb til havet samt overløb fra de fælleskloakerede byområder i de indenlands byer Nr. Asmindrup, Højby og Vig, fordi overløb går til moser og vandløb, siger direktør Erik Christensen, Odsherred Forsyning.

Netop på Odden findes der et overløb ved renseanlægget, vest for havnen. Udløbet er forlænget over 20 meter ud gennem strandvolden af sten. I tilfælde af megen nedbør vil der være risiko for, at urenset spildevand løber ud i havet.

Det skete for nylig, og en hund, der svømmede i vandet ud for renseanlægget på trods af opsat skiltning med badeforbud 100 meter på hver side af renseanlægget, blev syg. Ejeren klagede til kommunen, og der kom omtale af episoden i medierne. Selve renseanlæggets udløb foregår i havledning, der rækker 155 meter ud i Kattegat, ud på fem meter dybt vand.

 

Kan ikke love
Men vi kan ikke love, at der aldrig vil forekomme uhumskheder i havnene eller andre udløb fra overløbsbassinerne, men ved at separere regnvandet fra renseanlæggene, så belastningen her formindskes især i tilfælde med ekstremregn og ved at planlægge overløbsbassiner i byerne, kan vi mindske risikoen for, at det sker, siger Erik Christensen.

Således er der allerede i dag etableret regnvandsbassiner i Højby bag rådhuset og plejecentret Solvognen med forbindelse til renseanlægget i Højby og udløb til Sejerø Bugt, i Grevinge neden for Grevinge Centret ved den nye omfartsvej, mens der er planlagt regnvandsbassin ved det kommende plejecenter og plejeboliger på Stadionvej i Asnæs.

Nyt renseanlæg på vej
De i dag 11 renseanlæg i kommunen skal afløses af et helt nyt ved Tengslemark i det nordlige Odsherred i 2015-2016 samt af det eksisterende renseanlæg i Fårevejle. Alle øvrige renseanlæg lukkes og vil blive et supplement til tilbageholdelse af vand, netop på dage med ekstra megen nedbør.

Renseanlægget i Havnebyen på Odden kan således først nedlægges, når det nye store renseanlæg i Tengslemark indvies, men allerede inden da vil de største mængder regnvand være skilt fra fællesledninger ved Vestre Havnevej i Havnebyen.

I forvejen er allerede etableret et regnvandsbassin på Oddenvej ved børnehaven Solstrålen, hvor regnvand fra bl.a. Odden Skole og brugsen modtages.

 

Badning forbudt i havne
I øvrigt er badning i havne forbudt både i Odsherred og andre steder. Badning ved Havnebyen skal foregå øst for havnen, ved Biggas Mole, hvor der er hus til omklædning og med sauna.

Vi har fuld fokus på den mest optimale behandling af vores spildevand og regnvandsafledning til miljøets bedste, siger landskabsforvalter Rasmus Kruse Andreasen i Odsherred Kommune og nævner, at Forslag til Vandhandleplan for Odsherred Kommune netop nu er i offentlig høring til udgangen af august 2012. Endvidere er der også netop nu en offentlig forhøring til en VVM-redegørelse og et kommuneplantillæg for etableringen af det nye store renseanlæg ved Tengslemark. Dette efterfølges af en ny spildevandsplan for hele kommunen, som udarbejdes fra nu af og forventes vedtaget i 2013.

 

Vil være i front
Vi kan dårligt speede processerne mere op, end vi gør nu, hvor vi også har fuld gang i kloakeringen af vores 26.000 sommerhuse over en 30-årig periode med første indsats i de mest lavtliggende områder på blandt andet Højby og Ellinge Lyng. Målsætningen er på alle områder at leve op til lovkravene på vandmiljøområdet og være i front med løsninger på de udfordringer, som vi i særlig grad har her i Odsherred, fordi vi er omgivet af vand på de tre sider, siger bestyrelsesformand Peter Kvarts.

 

Yderligere oplysninger:
Peter Kvarts, Bestyrelsesformand
Tlf. 59 91 98 13

 

eller

Erik Christensen, Direktør
Tlf. 59 66 15 80

Klik på billederne for at se en større udgave:

   
Regnvands- eller overløbsbassiner som her syd for plejecentret Solvognen og rådhuset
i Højby kan hindre ulemperne ved ekstremregn, mens den ideelle og dyreste løsning hedder separation af regnvand og spildevand
i to ledningsnet. En løsning, som indføres i nye byområder og efter renovering af kloakledningsnettet.

 

Scroll to Top
Cookie-samtykke med Real Cookie Banner