Forsinkelse ift. planlagt tømningsuge

Vær opmærksom på at vores tømningsplan er vejledende. Vi er pt. 3-5 uger forsinkede ift. tømningsplanen. Du vil blive varslet cirka 7-14 dage før vi forventer at komme. Har du problemer med at trække ud, anbefaler vi, at du kontakter os hurtigst muligt.

Ny afgørelse fra Forsyningstilsynet sænker varmeprisen yderligere

Forsyningstilsynet har trukket sin tidligere afgørelse tilbage og truffet en ny afgørelse vedrørende Odsherred Varme A/S.

Den nye afgørelse har tre konsekvenser: at varmetaksterne for selskabets kunder reduceres yderligere, at selskabets indtægtsgrundlag reduceres, hvilket påvirker selskabets mulighed for at tilbagebetale kreditorerne og endeligt påvirkes den igangværende salgsproces af Odsherred Varme A/S.

Reducerede takster
Odsherred Varme A/S er i gang med at gennemgå afgørelsen og beregne de nye takster på baggrund af Forsyningstilsynets beslutning. Odsherred Varme A/S vil orientere kunder, kreditorer og øvrige interessenter, så snart de nye takster og de økonomiske konsekvenser af afgørelsen er endeligt opgjort. Den nye takst vil blive udmeldt inden for 6 uger.

Kreditorerne
Odsherred Varme A/S er langt i dialogen med de to kreditorer i selskabet, Nordea og KommuneKredit. Drøftelserne handler om en yderligere reduktion af den gæld, som blev fastsat i forbindelse med vedtagelsen af selskabets rekonstruktionsforslag i sommeren 2025. Da selskabets indtægtsgrundlag igen reduceres, bliver selskabets mulighed for at tilbagebetale kreditorerne tilsvarende mindsket. Dette forhold skal nu inddrages i de fortsatte drøftelser med kreditorerne.

Salgsprocessen
Kurator i Odsherred Forsyning A/S er fortsat i dialog med interesserede købere om salget af selskaberne i Odsherred Forsyning-koncernen, og arbejdet med at finde en langsigtet løsning herunder ift. ejerskab fortsætter. Datagrundlaget skal på baggrund af afgørelsen opdateres, og det kan få betydning for den videre salgsproces og de bud, der måtte blive afgivet.

“Vi tager afgørelsen til efterretning og vil nu beregne de nye takster i overensstemmelse med Forsyningstilsynets afgørelse. Det er selvfølgeligt positivt for vores kunder, at varmeprisen reduceres yderligere. Samtidig har afgørelsen væsentlig betydning for selskabets økonomi. Det er derfor en afgørelse med konsekvenser for både selskabet, kreditorerne og den igangværende proces omkring selskabets fremtid,” udtaler Lars Therkilsen, bestyrelsesformand i Odsherred Varme A/S.

Samlet forventes afgørelsen at forlænge en i forvejen kompleks proces omkring selskabets fremtid.

”Vores fokus i denne svære situation er fortsat at sikre en stabil drift både på den lange og korte bane. Imens arbejder vi på at finde den bedst mulige løsning for både kunder, kreditorer og øvrige samarbejdspartnere,” udtaler Pernille Ingildsen, direktør for Odsherred Varme A/S.

Baggrund
I februar 2026 traf Forsyningstilsynet sin oprindelige afgørelse om priserne i Odsherred Varme A/S. Afgørelsen byggede på en vurdering af selskabets indtægtsgrundlag og de oplysninger, der på daværende tidspunkt forelå om blandt andet antallet af forventede tilslutninger til fjernvarmenettet. En del af disse tilslutninger er ikke gennemført inden 31/12-2025. Den nye afgørelse lægger 31/12-2025 til grund som skæringsdato for fastsættelse af selskabets mulighed for at opkræve indtægter til betaling af gæld opstået før denne dato.

Papirbunke
Scroll to Top