Kundeservice holder lukket for personlig henvendelse

Kundeservice holder pt. lukket for personlig henvendelse. I stedet kan kundeservice kontaktes på mail info@odsherredforsyning.dk eller på telefon 70 12 00 49 TelefontiderMandag til torsdag 8:30-14:00Fredag 8:30-12:00

Forsinkelse ift. planlagt tømningsuge

Vær opmærksom på at vores tømningsplan er vejledende. Du vil blive varslet cirka 7-14 dage før vi forventer at komme. Har du problemer med at trække ud, anbefaler vi, at du kontakter os hurtigst muligt.

Ventetid på henvendelser om fjernvarme

Vi oplever i øjeblikket en del skriftlige henvendelser om fjernvarme og har derfor længere svartid end normalt. Vi svarer, så hurtigt vi kan.

Fjernvarmeprisen 1. april 2026

Her kan du læse om fjernvarmeprisen, der træder i kraft pr. 1. april 2026.

Prisen på fjernvarme pr. 1. april 2026

Du kan se takstbladet for fjernvarmeprisen pr. 1. april 2026 her.

Spørgsmål og svar om fjernvarmeprisen

Om afgørelsen fra Forsyningstilsynet


Hvorfor ændrer vi på taksterne for fjernvarme?
Forsyningstilsynet har ved afgørelse af 16. februar 2026 vurderet, at den samlede fjernvarmepris hos Odsherred Varme har været for høj. På denne baggrund er selskabet blevet pålagt at fastsætte nye, lavere takster. De opdaterede takster træder i kraft den 1. april 2026.

Hvad siger afgørelsen fra Forsyningstilsynet?
Prisdannelsen i alle danske fjernvarmeselskaber er reguleret af love og vejledninger med udgangspunkt i varmeforsyningsloven. Ud over denne lovgivningsmæssige regulering har Forsyningstilsynet med afgørelsen af 16. februar 2026 fastlagt Odsherred Varme A/S en række yderligere ulovbestemte restriktioner, som er fastsat efter et konkret skøn.

Restriktionerne gælder kun for Odsherred Varme A/S og består af:

i) en skønsmæssig fastsættelse af selskabets varmeprismæssige afskrivningsgrundlag

ii) en skønsmæssig fastsættelse af selskabets indregningsberettigede rentebærende gæld

iii) en skønsmæssig fastsat omkostningsramme.

Formålet med Forsyningstilsynets skøn er at begrænse selskabets økonomiske handlerum i forhold til at finansiere den kollektive varmeforsyning. Det sker med henvisning til det kreditorgodkendte rekonstruktionsforslag af 1. juli 2025.

Ud over omkostningsrammen giver afgørelsen mulighed for at opkræve et pristillæg på op til 43 mio. kr. over 20 år. Pristillægget er en ramme, som skal kompensere selskabet for det tab, som Forsyningstilsynet vurderer er opstået i forbindelse med udrulningen af fjernvarme i det sydlige Odsherred.

Samlet set betyder afgørelsen, at der er indført administrative begrænsninger i selskabets mulighed for at fastsætte en omkostningsbestemt varmepris. Det medfører, alt andet lige, at forbrugerne over tid vil opnå en lavere varmepris end før afgørelsen.

Hvordan forholder Odsherred Varme sig til afgørelsen fra Forsyningstilsynet?
Odsherred Varme har indgivet en såkaldt fristafbrydende klage til Energiklagenævnet over Forsyningstilsynets afgørelse af den 16. februar 2026. Klagen har til formål at udskyde en eventuel klagesag til efter den igangværende salgsproces af selskabet er gennemført.

Odsherred Varme er forpligtet til at implementere Forsyningstilsynets afgørelse uanset, at selskabet har indgivet en fristafbrydende klage.

Om prisen på fjernvarme


Hvorfor falder prisen ikke mere?
I afgørelsen fra 16. februar 2026 har Forsyningstilsynet medtaget et regneeksempel, hvor den årlige varmepris anslås til 22.000 kr. pr. bolig inkl. moms. Det er vigtigt at bemærke, at dette eksempel ikke tager udgangspunkt i et standardhus. I stedet er det beregnet som et simpelt gennemsnit af omkostningsrammen fordelt på alle tilsluttede kunder.

Forsyningstilsynets eksempel tager derfor ikke højde for forskelle mellem kunderne, som fx boligstørrelse og varmeforbrug, eller at ikke alle kunder er tilmeldt lejeordningen for fjernvarmeunits. Det afspejler heller ikke de opdaterede forventninger til selskabets omkostninger i 2026. Derfor kan regneeksemplet ikke direkte sammenlignes med prisen for et standardhus.

Siden den seneste varsling af takstændringer er branchens definition af et standardhus blevet opdateret. Baggrunden er, at den gennemsnitlige bygningsmasse har ændret sig i forhold til både størrelse og energiforbrug. Den tidligere definition fra 1980’erne var baseret på 130 m² og et årligt forbrug på 18,1 MWh.

Den nye definition er et hus på 125 m² med et årligt forbrug på 13,4 MWh. Baseret på det nye standardhus udgør den årlige varmepris 19.354 kr. inkl. moms. Prisen er opgjort med udgangspunkt i de takster, der træder i kraft 1. april 2026. Hertil kommer et bidrag på 2.500 kr. inkl. moms for boliger tilsluttet lejeordningen for fjernvarmeunits.

Nedenfor kan du finde priseksempler på den årlige varmepris baseret på de takster der er gældende indtil 1. april 2025 samt de takster der gælder fra 1. april 2026. Priseksemplerne kan give dig en indikation af din årlige omkostning til fjernvarme afhængig af størrelse af din bolig samt det årlige varmeforbrug i din bolig opgjort i MWh (1 MWh = 1.000 KWh).

Priseksempler fjernvarmepris 01.04.2026

Hvorfor bruger vi en ny definition af standardhus?
Den nye definition af standardhus afspejler bedre nutidens boliger og deres varmeforbrug. Formålet er at give et mere retvisende billede af, hvad en gennemsnitlig kunde betaler for fjernvarme i dag.

Her kan du læse om Energistyrelsens opdaterede definition på et standardhus og standardlejlighed på Dansk Fjernvarmes hjemmeside:

Det nye standardhus er på 13,4 MWh

Hvad er der gjort for at sikre, at taksten er lovlig?
De opdaterede varmetakster er fastsat i overensstemmelse med Forsyningstilsynets afgørelse. Taksterne er dermed en direkte implementering af afgørelsen og den særlige regulering, der gælder for Odsherred Varme A/S.

Selskabet har haft en løbende dialog med Forsyningstilsynet for at sikre, at afgørelsen er fortolket korrekt.

Var den gamle pris lovlig?
De tidligere varmetakster var fastsat i overensstemmelse med de gældende regler og vejledninger med udgangspunkt i varmeforsyningsloven.

De nye takster er baseret på Forsyningstilsynets konkrete tolkning af varmeforsyningsloven og er fastsat i overensstemmelse med afgørelsen.

Hvorfor gælder den lavere pris ikke med tilbagevirkende kraft?
Prisdannelsen i fjernvarmesektoren er baseret på det såkaldte hvile-i-sig-selv-princip. Det betyder, at de samlede indtægter fra forbrugerne skal svare til de omkostninger, der er ved at drive den kollektive varmeforsyning.

Hvis omkostningerne er højere end indtægterne, opstår der en underdækning.

Odsherred Varme A/S har i årene op til rekonstruktionen haft en lav varmepris samtidig med stigende omkostninger til blandt andet brændsel, administration og rådgivning. Det har medført en betydelig underdækning.

Afgørelsen fra Forsyningstilsynet indebærer samtidig begrænsninger i, hvor meget selskabet kan indregne i varmeprisen, blandt andet i forhold til afskrivninger. På kort sigt overstiger den opsparede underdækning disse begrænsninger. Derfor har afgørelsen ikke effekt på tidligere opkrævninger hos forbrugerne.

Om udtrædelsesgodtgørelse


Hvad er udtrædelsesgodtgørelse?
Udtrædelsesgodtgørelse er et beløb, som forbrugere skal betale, hvis de ønsker at udtræde af den kollektive varmeforsyning. Det fremgår af varmeforsyningsloven.

Beløbet dækker de omkostninger og forpligtelser, som selskabet har haft ved at tilslutte ejendommen til fjernvarmenettet. Formålet er at sikre, at de tilbageværende kunder ikke bliver pålagt ekstra omkostninger.

Ifølge selskabets almindelige betingelser opgøres udtrædelsesgodtgørelsen som den enkelte ejers andel af anlægsudgifterne, fratrukket afskrivninger og beregnet ud fra ejerens andel af den samlede tilslutningsværdi.

Hvorfor er udtrædelsesgodtgørelsen faldet?
Forsyningstilsynet har i afgørelsen af 16. februar 2026 reduceret selskabets varmeprismæssige afskrivningsgrundlag væsentligt.

Forsyningstilsynet har med afgørelsen af 16. februar 2026 reduceret Odsherred Varme A/S varmeprismæssige afskrivningsgrundlag til 279.628 t.kr. pr. 31. december 2025. Til sammenligning udgjorde det varmeprismæssige afskrivningsgrundlag 603.656 t.kr. pr. 31. december 2024.

Afskrivningsgrundlaget er dermed reduceret med cirka 54 %. Det betyder, at beregningsgrundlaget for udtrædelsesgodtgørelsen også er lavere, og derfor falder prisen for at udtræde tilsvarende:

Prisen for at udtræde af den kollektive varmeforsyning falder fra 1.842 kr. pr. m² til 872 kr. pr. m².

Har du et hus på 125 m², falder udtrædelsesgodtgørelsen fra 230.250 kr. til 109.051 kr. Alle priser er inkl. moms. Hertil kommer udgifter til nedtagning af installation samt slutafregning i henhold til de almindelige bestemmelser for Odsherred Varme.

Hvorfor skal man stadig betale udtrædelsesgodtgørelse?
Fjernvarme er en kollektiv løsning, hvor omkostningerne deles mellem alle tilsluttede kunder.

Udtrædelsesgodtgørelsen sikrer, at de omkostninger, der er afholdt for at tilslutte en ejendom, ikke overføres til de kunder, der bliver i ordningen.

Scroll to Top