Odsherred Forsyning renoverer tre drikkevandsboringer i Rørmosen i Nykøbing. Den første er færdigrenoveret, og i uge 45 begynder arbejdet på den næste. Vi udskifter gamle, utætte rør for at beskytte vandet og forlænge boringernes levetid.
Nye rør skal beskytte vandet
Drikkevandsboringer bruges til at hente grundvand op fra undergrunden. I de tre boringer i Rørmosen er de 70-80-årige gamle jernrør blevet utætte og bliver derfor skiftet ud med nye plastikrør. Tætte rør skal beskytte mod, at uønskede stoffer trænger ind i boringerne.
Renoveringen skal forlænge boringernes levetid, så de fortsat kan bruges til at hente grundvand op. Arbejdet foregår i etaper: Den første af de tre boringer er nu færdigrenoveret, og mandag tager vi fat på den næste.
Arbejdet foregår langt under jorden
En stor del af arbejdet er skjult under jorden. Boringerne er 80 meter dybe. På de øverste 40 meter er der et rør, som går ned til kalklaget. De sidste 40 meter fortsætter boringen ned gennem kalken uden rør. Det er rørene i den øverste del, der bliver fornyet som led i renoveringen. En pumpe i røret sørger for at pumpe vandet op og hen til vandværket.
Brøndborefirmaet Awell ApS udfører arbejdet med en lastbil med boreudstyr – en såkaldt borerig. Udstyret bruges til arbejdet med boringen og de rør, der skal fornyes.
Vandprøver før boringerne tages i brug
Selve renoveringen tager omkring en til halvanden måned. Når arbejdet med rørene er færdigt, følger yderligere nogle uger med test og vandprøver. En færdigrenoveret boring er derfor ikke klar til brug med det samme. Først skal den gennem denne kontrol, inden den igen kan indgå i vandforsyningen.
Vi følger grundvandet
Ud over renoveringen har vi etableret en særskilt boring til at følge grundvandets niveau. Her kan vi se, hvor højt grundvandet står under jorden – det, man også kalder vandspejlet. Boringen giver os dermed mulighed for at følge ændringer i grundvandets niveau i området.