Ventetid på henvendelser om fjernvarme

Vi oplever i øjeblikket en del skriftlige henvendelser om fjernvarme og har derfor længere svartid end normalt. Vi svarer, så hurtigt vi kan.

Årsregnskaber godkendt – fokus på oprydning og fremtidssikring i Odsherred Forsynings vandselskaber

Der er nu aflagt og godkendt årsregnskaber for Odsherred Forsyningsservice A/S, Odsherred Spildevand A/S, Odsherred Vand A/S og Odsherred Tømning A/S. Regnskaberne er forsynet med revisionspåtegninger uden modifikationer og revisorerne har afgivet udtalelser om ledelsesberetningerne uden bemærkninger.

Årets resultater skal ses i lyset af, at moderselskabet Odsherred Forsyning A/S samt Odsherred Varme A/S har været og stadig er under rekonstruktion. Det har påvirket de øvrige selskaber både direkte og indirekte – blandt andet ved, at muligheden for at optage lån i KommuneKredit til finansiering af planlagte investeringer har været afskåret. Samtidig har en stor del af organisationens fokus naturligt været rettet mod rekonstruktionsarbejdet.

Regnskabsåret har været præget af en betydelig oprydning – særligt i forhold til koncerninterne mellemværender, der stammer fra fjernvarmesagen. Samtidig er der arbejdet målrettet med at styrke forretningsgange og interne kontroller, et arbejde, som blev igangsat med tiltrædelsen af ny økonomiledelse i maj 2024 og fortsætter i 2025. Oprydningsarbejdet omfatter blandt andet koncerninterne lån, afklaring af sambeskatningsforhold og tydelig adskillelse af aftaleforholdene mellem selskaberne.

I lyset af selskabernes økonomiske situation må det forventes, at en relativt stor underdækning i Odsherred Tømning A/S skal afvikles hurtigere end oprindeligt planlagt. Det forventes at medføre en takststigning ved næste takstrevision. Det er ligeledes nødvendigt at gennemføre takststigninger i vand- og spildevandsselskaberne for at sikre, at hele den tilladte indtægtsramme udnyttes. Dette er afgørende for at kunne gennemføre nødvendige reinvesteringer i forsyningsinfrastrukturen.

Lommeregner
Scroll to Top