Lækagesøgning i Nordstrandsområdet mandag-tirsdag uge 13

Mandag den 24. og tirsdag den 25. marts søger vi efter lækager fra vores vandledninger i Nordstrandsområdet i Nykøbing. Vi arbejder i tidsrummet kl. 08:00-15:00 begge dage. I den forbindelse lukker vi på skift for vandet på udvalgte veje, og du kan derfor kortvarigt opleve, at du ikke har vand. ...

Ventetid på henvendelser om fjernvarme

Vi oplever i øjeblikket en del skriftlige henvendelser om fjernvarme og har derfor længere svartid end normalt. Vi svarer, så hurtigt vi kan.

Nødvendig prisstigning på fjernvarme

Kunderne må forberede sig på en større varmeregning fra 1. juni i år. Prisen stiger, unitlejen stiger og rabatterne fjernes. Det er kernen i den løsning, Odsherred Varme indfører fra 1. juni 2025 for at sikre en bæredygtig fremtid for fjernvarme og kunne betale sine kreditorer.

Kunderne i Odsherred Varme A/S skal forberede sig på en stigning i fjernvarmeprisen fra juni 2025. Prisstigningen sker som led i den rekonstruktion, der skal sikre en stabil og bæredygtig fremtid for fjernvarmen i forsyningen.

En tung, men nødvendig beslutning
Fjernvarmeprisen stiger først og fremmest af to årsager, dels som følge af en årrække med for lave priser på varmen, og dels som følge af de økonomiske udfordringer, der opstod i forbindelse med de seneste års fjernvarmeprojekter i Odsherred.

”Det er en tung, men nødvendig beslutning” forklarer Lars Therkildsen, bestyrelsesformand for Odsherred Varme A/S. ”Bestyrelsen har valgt at lægge prisen lige under Energistyrelsens forbrugerprisloft for at sikre en balance mellem at kunne servicere selskabets gæld og samtidig sikre kunderne en så rimelig pris som muligt. Det betyder, at fjernvarme prismæssigt fortsat er på linje med en individuel varmepumpeløsning for de fleste kunder.”

Sådan bliver prisen
Bestyrelsen for Odsherred Varme A/S har, med samtykke fra rekonstruktørerne, fastsat følgende pris:

  • For en standardbolig på 130 m² uden lejeunit med et årsforbrug på 18,1 MWh betyder stigningen, at den årlige varmeudgift stiger med 68% fra 15.475 kr. til 26.011 kr. Det svarer til en månedlig merudgift på 878 kr.
  • Unitlejen stiger til 2.500 kr. per år. Det betyder, at en standardbolig med lejeunit vil opleve en stigning på 76%.

“Vi ville ønske, at denne prisstigning ikke var nødvendig, og vi er klar over, at den udgør en væsentlig belastning for mange kunder. Vores opgave har været at finde en ansvarlig løsning, der genskaber et robust og økonomisk bæredygtigt selskab. Desværre er en betydelig justering af prisen nødvendig for at sikre en stabil og driftssikker forsyning fremover,” siger Pernille Ingildsen, administrerende direktør i Odsherred Forsyning.

Udtrædelse af fjernvarmeforsyningen
Det har tidligere været meldt ud, at man kunne udtræde gratis af fjernvarmen, hvis man endnu ikke var tilsluttet. Under rekonstruktionsbehandlingen er dette imidlertid blevet juridisk revurderet. Hvis man fremover ønsker at udtræde, kan dette kun ske mod betaling af udtrædelsesgodtgørelse. Det gælder både tilsluttede og endnu ikke-tilsluttede kunder.

Udtrædelsesgodtgørelsen er lovbestemt og skal dække de omkostninger, der har været forbundet med etablering og tilslutning for den enkelte kunde – samt en andel af de fælles anlæg.

”De investeringer, der er foretaget, er sket på baggrund af en forventning om et givent kundegrundlag. Hvis nogle kunder fik lov til at udtræde gratis, ville den resterende omkostning komme til at påhvile de tilbageblevne kunder. Varmeforsyningsloven opererer med et rimelighedsprincip, som forhindrer dette,” forklarer Lars Therkildsen.

Denne ændring gælder dog ikke for de kunder, som allerede har fået bekræftet, at de er udtrådt, eller som har bedt om udtrædelse og fået mulighed for at afvente en endelig afklaring af prisen.

Kæmper for en lysere fremtid
Odsherred Varme A/S står over for betydelige udfordringer, men forsyningen er fast besluttet på at sikre en stabil og økonomisk bæredygtig fremtid for fjernvarmekunderne.

Administrerende direktør Pernille Ingildsen understreger, at alle i Odsherred Forsyning arbejder intensivt på at stabilisere økonomien og skabe de bedst mulige rammer for forbrugerne:

“Prisen er en væsentlig faktor for valget af fjernvarme. Vi kommer til at arbejde målrettet på at optimere den samlede økonomi gennem forbedret drift, administration og anlæg. Vores mål er om muligt igen at kunne reducere fjernvarmeprisen. Men det er en proces, der kommer til at tage lang tid”.

I en tid med stigende gaspriser, øgede miljøhensyn og et voksende fokus på energiforsyningssikkerhed er det forsyningens mål at sikre, at fjernvarme også i fremtiden vil være et attraktivt og konkurrencedygtigt valg,” siger Pernille Ingildsen.

Fjernvarme til Fårevejle Stationsby
Trods de økonomiske udfordringer fortsætter etableringen af fjernvarme i den vestlige del af Fårevejle Stationsby. Vi forventer, at vi begynder at installere units i løbet af 2. halvår i 2025.

Vi kender desværre endnu ikke planerne for Asnæs, Fårevejle Kirkeby, Vallekilde og Hørve. Det gør vi først, når rekonstruktionen forventeligt er gennemført i skifteretten i maj 2025. Først derefter er det muligt at sige noget nærmere om både planer for fjernvarme i disse områder og udtrædelsesvilkår.

Odsherred Forsyning har d.d. orienteret alle fjernvarmekunder om prisstigningen via e-Boks. Har man ikke modtaget brevet i e-Boks, får man et postomdelt brev en af de kommende dage.

Fakta om forbrugerprisloft
I januar 2025 udmeldte Energistyrelsen forbrugerprislofter på fjernvarme for 2023-2025. Formålet med forbrugerprisloftet er at skabe gennemsigtighed og styrke forbrugerbeskyttelsen.
Læs eventuelt mere her.

Fakta om fjernvarmeprisen
Nuværende priser
Årligt abonnement: 975 kr.
Effektbidrag pr. m²: 28 kr.
Variabelt forbrug: 0,60 kr./kWh
Leje af unit: 750 kr.

Nye priser fra 1. juni 2025
Årligt abonnement: 2.250 kr.
Effektbidrag pr. m²: 70 kr.
Variabelt forbrug: 0,81 kr./kWh
Leje af unit: 2.500 kr.

Alle priser er inkl. moms.
I forbindelse med den nye pris udgår den tidligere rabatordning.

Fakta om udtrædelsesgodtgørelse
Udtrædelsesgodtgørelsen beregnes i henhold til Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning på baggrund af de samlede anlægsudgifter med fradrag af afskrivninger i henhold til selskabets seneste regnskab.

Udtrædelsesgodtgørelsen beregnes per m2 af det samlede opvarmede areal. Ud fra 2024-regnskabet er udtrædelsesgodtgørelsen pr. kvadratmeter 1.632 kr. pr. m². *

Den faktiske udtrædelsesgodtgørelse beregnes ved at gange ejendommens areal med satsen pr. m2. For en standardbolig på 130 m² vil udtrædelsesgodtgørelsen derfor udgøre: 130 m² × 1.632 kr. pr. m² = 212.225 kr.

*Den aktuelle proces med rekonstruktionen i Odsherred Varme A/S giver usikkerhed i forhold til regnskabsaflæggelsen 2024. På den baggrund er grundlaget for beregning af udtrædelsesgodtgørelsen ikke endeligt opgjort. Det oplyste beregningsgrundlag er således foreløbigt og med forbehold for senere ændringer.

Pernille Ingildsen
Scroll to Top