Odsherred Varme A/S har besluttet ikke at acceptere tre afgørelser fra Ankenævnet på Energiområdet, som selskabet modtog i november og december. Afgørelserne vedrører klager over fjernvarmetakster og beregning af udtrædelsesgodtgørelse for to ejendomme i den vestlige del af Fårevejle Stationsby og en ejendom i Højby.
Den 27. november 2025 modtog Odsherred Varme A/S to afgørelser fra Ankenævnet på Energiområdet. Afgørelserne, hvor Ankenævnet har givet klagerne medhold, vedrører begge ejendomme, som er beliggende i den vestlige del af Fårevejle Stationsby, hvor der på klagetidspunktet endnu ikke var etableret fjernvarme. Odsherred Varme A/S har efter grundig vurdering valgt ikke at acceptere afgørelserne. Det gør sig også gældende for en afgørelse vedrørende en tilsluttet ejendom i Højby, der fulgte i december.
Baggrund for beslutning
Dermed er der mulighed for, at uenigheden om afgørelserne om nødvendigt fortsætter i retten. Odsherred Varmes beslutning om ikke at acceptere afgørelserne bygger på flere hensyn. Selskabets fjernvarmetakster har historisk været kunstigt lave, og den anmeldte pris ligger både på linje med andre sammenlignelige varmeforsyninger og under Energistyrelsens forbrugerprisloft.
“Vi mener, at vores priser er i overensstemmelse med både lovgivning og almindelig praksis i branchen. Derfor kan vi ikke acceptere afgørelserne,” siger Lars Therkildsen, bestyrelsesformand i Odsherred Varme A/S.
Lars Therkildsen tilføjer, at selskabet under rekonstruktionen har fået reduceret sin gæld med 750 mio. kr. – en betydelig omkostning, som kreditorerne har båret. Det forpligter selskabet til at gøre sit yderste for at tilbagebetale den resterende gæld og dermed vise ansvarlighed over for sine forpligtelser.
Vil undgå præcedens
Selskabet ønsker heller ikke at risikere, at afgørelserne fra november skaber præcedens for flere varmekunder i det vestlige Fårevejle. Det kan få store konsekvenser både for selskabets økonomi og de resterende varmekunder, og varmeselskabet har en forpligtelse til at reducere risikoen for, at et større kundetab medfører, at tabet overvæltes på de øvrige kunder.
Yderligere baggrund kan findes i Ankenævnets omtale af sagerne på nævnets hjemmeside: