Vi skyller vandledninger i Nykøbing i uge 18

Odsherred Forsyning skyller vandledninger i Nykøbing i uge 18. Mandag og tirsdag skyller vi ledningerne i sommerhusområderne, om onsdagen skyller vi ledninger i Nykøbing by og torsdag skyller vi ledninger i området ved havnen i Nykøbing samt Anneberg. I forbindelse med arbejdet kan der kortvarigt forekomme urenheder i vandet. Rent ...

Forsyningen bygger stadig i Vig

I forbindelse med de økonomiske udfordringer i forsyningens fjernvarmeprojekter har bestyrelsen ønsket at genbesøge økonomien omkring forsyningens byggeri i Vig, hvor det er planen at samle selskabets køretøjer, lager, værksted, kontorer og omklædningsfaciliteter på én fælles adresse.

− Det er klart, at vi ønsker at vende hver en sten i forsyningen, og jeg har stor forståelse for, at der sættes spørgsmålstegn ved byggeriet i Vig. Ved en gennemgang af projektets økonomi for nylig blev det tydeligt for bestyrelsen, at det ville påføre selskabet et unødigt stort tab at stoppe byggeriet frem for at gennemføre det, og derfor fortsætter arbejdet, oplyser bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning A/S, Mathias Hansen.

Projektet fortsætter dog ikke i oprindelig form, da bestyrelsen samtidig pålagde direktionen at reducere anlægsbudgettet med 10 procent, så den samlede anlægssum ender på maksimalt 99 mio. kr. Det arbejdes der nu på.

Uro i bestyrelsen
Mathias Hansen ærgrer sig derfor over, at bestyrelsesmedlem Maria Liv Holck i går annoncerede sin udtræden fra bestyrelsen, hvorefter hun på Facebook kommenterede negativt på byggeriet og delte et billede af et helt andet og eksklusivt byggeri, som slet ikke er forsyningens.

− Det var en svær beslutning for bestyrelsen, for situationen er kompleks, og der kan være mange holdninger i vores omverden, især politisk, men vores opgave er at varetage selskabets interesser, og det forsøger vi at gøre, fortæller formanden.

Tab på 60 mio. kr. 
− Det er vigtigt for mig at slå fast, at vi er langt inde i en entreprisekonkrakt, som har været konkurrence-udsat via EU-udbud. Så det er ikke en gratis omgang at annullere kontrakten på nuværende tidspunkt, langt fra. Vores vurdering er, at det ville gældsætte selskabet med cirka 60 mio. kr., men uden et anlægsaktiv, som kan afdrages og afskrives over tid. Det ville derfor være et tab, der skal finansieres med det samme. Man kan sammenligne den type gæld med en slags forbrugslån, og det har selskabet som udgangspunkt ikke mulighed for at optage. Pengene kan desværre ikke på magisk vis overføres til de nødlidende fjernvarmeprojekter, uddyber Mathias Hansen.

− Derfor ville det være uansvarligt af os at stoppe byggeriet og påføre selskabet så stort et økonomisk tab, når vi i stedet kan bygge det færdigt og eventuelt sælge det eller leje dele af det ud på et senere tidspunkt.

Det er dog langt fra sikkert, at det ville give mening med et totalt frasalg:

− Det er primært spildevandsområdet, der driver behovet for værksted og mandskabsfaciliteter, som opfylder kloakbekendtgørelsen, samt slamsugerne, der skal kunne holde frostfrit, ellers går de i stykker. Disse to forretningsområder kan godt selvstændigt betale huslejen det nye sted, og de har brug for et sted at være, uanset udfaldet af situationen i varmeselskabet, afslutter Mathias Hansen.

 

Scroll to Top
Cookie-samtykke med Real Cookie Banner