Odsherred Varme har modtaget en stævning fra foreningen Fair Fjernvarme Odsherred, der primært angår påståede overtrædelser af varmeforsyningslovens bestemmelser om forbrugerindflydelse. Endvidere har Odsherred Varme modtaget kopi af en politianmeldelse fra foreningen Fair Fjernvarme vedrørende en påstået manglende selskabsmæssig udskillelse i henhold til varmeforsyningsloven.
Vi tager naturligvis stævningen og anmeldelsen alvorligt og vil forholde os til de heri rejste spørgsmål i de relevante juridiske fora. Samtidig giver materialet anledning til at præcisere den proces, som koncernen befinder sig i.
Den situation, som Odsherred Forsyning-koncernen befinder sig i, er kompleks og i flere henseender uden direkte sammenlignelige fortilfælde. Dette medfører, at der kan opstå misforståelser om såvel de faktiske omstændigheder som det processuelle forløb. Vi ønsker derfor at bidrage til større klarhed.
Overordnet set forløber arbejdet i to parallelle spor.
Det første spor vedrører den langsigtede løsning, der skal sikre en afslutning på den proces, som har pågået i mere end to år. Dette spor omfatter en række nødvendige og indbyrdes afhængige skridt.
For det første arbejder kurator i Odsherred Forsyning A/S (under konkurs) på at identificere en køber af Odsherred Varme og de øvrige driftsselskaber i koncernen. Et salg af Odsherred Varme forudsætter dog – blandt andet som følge af den seneste afgørelse fra Forsyningstilsynet – at der skal indgås en ny aftale med selskabets finansielle kreditorer om nedskrivning af yderligere gæld.
Hvis en sådan aftale falder på plads, og salgsprocessen lykkes, vil Odsherred Varme i overensstemmelse med gældende regulering blive udbudt til forbrugerne via den lovbestemte forkøbsretsprocedure. Det kan også vise sig relevant med en proces om fusionskontrol, men det er endnu uafklaret.
Det er således først, når alle disse trin er gennemført, at der kan skabes ro om koncernen under et nyt ejerskab.
Det andet spor vedrører Odsherred Varmes bestyrelse. Der pågår en dialog med de relevante tilsynsmyndigheder om bestyrelsessammensætningen i selskabet, men disse myndigheder har endnu ikke truffet endelig afgørelse.
Odsherred Forsyning-koncernen er opmærksom på, at processen kan opleves uoverskuelig. Vores fokus er fortsat – inden for de lovgivningsmæssige rammer, som koncernen opererer under – at sikre en langsigtet og robust løsning, der varetager forbrugernes interesser bedst muligt.
Vi håber med denne redegørelse at bidrage til en bedre forståelse af forløbet.