Ingen driftsinfo beskeder i øjeblikket.

Rejsegilde ved Rørmosen Vandværk

Så kom dagen, hvor Odsherred Forsyning kunne holde rejsegilde i forbindelse med renoveringen af Rørmosen Vandværk i Nykøbing.

Alle håndværkere, der har været eller er involveret i arbejdet, var inviteret til en ristet pølse og forfriskning onsdag den 24. januar. Håndværkerne tog en velfortjent pause fra arbejdet, mens forsyningens direktør Ghita Hansen og bestyrelsesformand Vagn Ytte Larsen holdt taler og skålede for dem.

– På nuværende tidspunkt får Nykøbing vand fra det gamle værk på Kingosvej og ved hjælp af den nye transportledning fra Rørvig Vandværk. Vand er en livsvigtig ressource og nødvendighed for alle. I er som håndværkere på dette vandværk med til at gøre en forskel, der berører mange, og I skal have tak for jeres indsats, sagde bestyrelsesformand Vagn Ytte Larsen.

Rørmosen får ny betydning
Engang fik mosen sit navn, fordi der var mange sivrør i området, men nu får navnet en ny betydning, fordi der skal monteres 300 meter rør i forbindelse med renoveringen, fortalte direktør Ghita Hansen.

I den nye bygning står to store, nye tanke, som med målene 4,5 meter i højden, 7,5 meter i diameter og vægt på ca. 9 tons hver blev løftet på plads af en kæmpe kran for et par måneder siden. De kan indeholde 200 kubikmeter vand hver og skal forsyne de ca. 5600 ejendomme i Nykøbing Sj.

– I har brugt 24 tons armeringsjern, 270 tons beton, 20.000 mursten og meget andet, så det er mange tons, der har været igennem jer, hænder og maskiner, som gør, at vi kan stå her i dag. Godt gået, sagde Ghita Hansen og udbragte en skål for håndværkerne.

Vandværk trængte til kærlig hånd
Renoveringen begyndte i august 2017, og det har været et lidt fugtigt arbejde med gyngende overraskelser, der ændrede planen undervejs. Da man rev væggene ned, opdagede man, at bygningen var i så dårlig stand, at betonen smuldrede. Det var meningen, at den gamle bundramme skulle bruges, men siden den gyngede under nedrivningen af væggene, ville den ikke kunne holde til de to store, nye tanke. Man var således nødsaget til at bygge en ny afdeling til dem. Størstedelen af vandværksbygningen, bygget i 1960, er stadig funktionsdygtig og tilpasses og moderniseres med nye indgange og trapper.

Større forsyningssikkerhed end før
Der bliver talt meget om forsyningssikkerhed i Danmark, og ved at renovere Rørmosen Vandværk, forbedres forsyningssikkerheden i Odsherred. Systemet bliver smartere, og sker der noget et sted, kan forsyningen handle hurtigere i forhold til eksempelvis strømstop og vandforurening.

Scroll to Top
Cookie-samtykke med Real Cookie Banner