Planlagt lukning af vand på Hesseløvej i Nykøbing

Torsdag d. 22. maj lukker vi for vandet på Hesseløvej i Nykøbing, da vi udskifter en utæt stophane. Vi forventer, at der er lukket for vandet i tidsrummet 08:00-12:00. NB! Når der har været lukket for dit vand, kan der ske det, at vandet kortvarigt har en anden farve. Det ...

Ventetid på henvendelser om fjernvarme

Vi oplever i øjeblikket en del skriftlige henvendelser om fjernvarme og har derfor længere svartid end normalt. Vi svarer, så hurtigt vi kan.

Rekonstruktionen søges forlænget

Selskaberne Odsherred Forsyning A/S og Odsherred Varme A/S anmoder skifteretten om, at afslutningen på rekonstruktionerne udsættes til primo juli. I forlængelse af den beslutning, er der kunder, som nu får besked om, at fjernvarmeud­rul­ningen i deres område ikke gennemføres, og at deres aftaler bliver annulleret.

Odsherred Forsyning og Odsherred Varme forventer snarligt at anmode skifteretten om en udsættelse af den planlagte afslutning på selskabernes rekonstruktion til primo juli.

Den oprindelige dato for afslutningen af rekonstruktionerne var sat til den 15. maj, men da der fortsat foregår vigtige drøftelser og afklaringer, som er afgørende for at kunne finde den rette samlede løsning, er der behov for mere tid, og derfor anmoder selskaberne om udsættelsen.

Som følge af udsættelsen kommer Odsherred Varme nu med et par udmeldinger:

Udvalgte kunder får annulleret deres tilmelding
En række kunder i det sydlige Odsherred får besked om, at fjernvarmeudrulningen i deres område ikke forventes at blive realiseret. Det betyder, at deres tidligere tilmeldinger bliver annulleret. Hvis fjernvarme på et senere tidspunkt bliver aktuelt i området, skal der ske ny tilmelding. Disse kunder er med andre ord ude af fjernvarmen og skal ikke betale udtrædelsesgodtgørelse. Det drejer sig om cirka 1.200 kunder.

– Det er vigtigt for os at være åbne omkring situationen – også selvom vi endnu ikke har alle svar. De meldinger, vi udsender nu, er nødvendige for at skabe klarhed for en del af vores kunder. Det er desværre ikke alle kunder, der får en afklaring nu. Men vi har fokus på at give besked så snart det er muligt, siger Lars Terkildsen, bestyrelsesformand i Odsherred Varme A/S.

Uafklaret situation
Der er kunder i dele af Asnæs, Vallekilde, Hørve og Fårevejle Kirkeby, som stadig må vente på svar et stykke tid endnu. Det skyldes, at det endnu ikke er besluttet om de anlæg, der er delvist anlagt her skal bringes i drift efter rekonstruktionen. Den beslutning vil blive taget i kølvandet på rekonstruktionen. Disse cirka 820 varmekunder vil derfor ikke modtage et brev om, at deres fjernvarmetilmelding er annulleret.

Alle forsyningens varmekunder får tilsendt informationsbrev via e-Boks, og kunder med annullerede tilmeldinger får derudover et bekræftelsesbrev med posten. På forsyningens hjemmeside er der en beskrivelse af, hvilke områder der ikke får etableret fjernvarme: https://www.odsherredforsyning.dk/fjernvarme/omraader-med-annullerede-tilmeldinger-maj-2025/

Aftale om rabatordning til storkunder
Forsyningen kan samtidig meddele, at der er truffet beslutning om en rabatordning for storkunder på fjernvarme, der har et tilslutningsareal på over 500 m². Som storkunde kan man opnå en rabat på de kvadratmeter, der er over de 500 m2.

Storkunderabat bliver indført for at sikre, at de store kunder ikke kommer til at betale uforholdsvis meget i forhold til de mindre kunder og er almindelig praksis i de fleste forsyningsselskaber.

Fakta om rabataftale for storkunder
Storkunder kan få rabat på effektbidraget – det faste årlige bidrag, der dækker investeringer til anlæg og udskiftning af fjernvarmenettet. Rabatten er almindelig praksis hos de fleste forsyningsselskaber.

Rabatten udregnes for hvert enkelt stik. Det betyder, at kunden ikke kan lægge arealerne sammen, hvis denne har flere tilslutninger.

Rabatmodellen er trappetrinsbaseret:

Alle betaler fuld pris for de første 500 m². Herefter falder prisen gradvist for de næste arealer:

  • 500–5.000 m²: 10% rabat
  • 5.000–7.500 m²: 20% rabat
  • 7.500–10.000 m²: 30% rabat
  • Over 10.000 m²: 40% rabat

Kunden betaler den samme pris for alle m² inden for hvert trin, indtil det opvarmede areal når næste trin. Hvis kunden f.eks. har et opvarmet areal på 6.000 m², betaler kunden fuld pris for de første 500 m². Kunden får så 10% rabat på de næste 4.500 m² og 20% på de sidste 1.000 m².

Rabatten gives i henhold til Varmeforsyningslovens § 20, stk. 5 og skal ikke varsles til varmekunder og skal heller ikke anmeldes til Energitilsynet.

Papirbunke
Scroll to Top