Ingen driftsinfo beskeder i øjeblikket.

Samarbejde om dræn er gevinst for alle

5 ud af 5 stjerner, sådan beskriver Bjarne Albrechtsen, der er formand for grundejerforeningen Barringgård Vest, samarbejdet med Odsherred Forsyning og entreprenørvirksomheden, Aarsleff. De rosende ord kommer fordi sommerhuskloakeringen gjorde det muligt at få opfyldt et mangeårigt ønske om en ny drænledning igennem grundejerforeningen.

Bjarne Albrechtsen har været formand for grundejerforeningen Barringgård Vest, på Hønsinge Lyng, i 15 år. Igennem sin formandstid har han gentagne gange oplevet, hvordan huse og haver er blevet oversvømmet af grundvand.

– Vi kontaktede den daværende Trundholm Kommune i 2004, og de lød åbne for ideen om at give os tilladelsen til en ny drænledning. Muligheden opstod i 2013, men da en retssag om vejvand mellem Staten og en række kommuner, heriblandt Odsherred Kommune trak ud, blev sommerhuskloakeringen udsat til senere, fortæller Bjarne Albrechtsen.

I 2019 kunne Forsyningen endelig gå i jorden på Hønsinge Lyng, og Bjarne Albrechtsen kontaktede derfor Forsyningen og Aarsleff for at få en aftale og en pris på etablering af en ny drænledning. Projektleder i Aarsleff, Kurt H. Lauridsen og projektleder i Odsherred Forsyning, Maj-Britt Greve kunne oplyse at kloakken skulle ned i 4,5 meters dybde, så en samgravning var mulig og grundejerforeningens omkostninger blev derfor væsentligt mindre.

Sammenhold giver styrke
– Vi var hurtige til at slå til, for ellers ville vi have forpasset chancen, når først de var gået i jorden, siger Bjarne Albrechtsen, og påpeger at det stærke sammenhold og enighed i grundejerforeningen også har gjort projektet muligt.

– Vi har omtrent 20 huse i foreningen som aldrig har været berørt af oversvømmelse. De kunne i princippet have været ligeglade med os andre, men alle har spædet til, og derfor har vi kunnet gøre projektet til en realitet, fremhæver den stolte formand.

Bjerne Albrechtsen vil derfor gerne opfordre andre grundejerforeninger til at stå sammen og evt. tage en dialog med Odsherred Kommune, Forsyningen og Aarsleff, hvis de har lignende udfordringer i deres foreninger.

– Slå jer sammen. Hvis ikke om dræn, så når I skal tilslutte jer kloakken. Der er mange penge at spare, hvis man er flere grundejere der indhenter tilbud sammen fra de autoriserede kloakmestre. Vi modtog tilbud for udførelsen af den samme opgave der spændte fra 18.000 kr. helt op til 48.000 kr.

Nu er både kloak- og drænledning lagt i jorden. Formand for grundejerforeningen, Bjarne Albrechtsen, og Aarsleffs projektledere takker hinanden for det gode drænsamarbejde

Scroll to Top
Cookie-samtykke med Real Cookie Banner